Stuegang bør ikke kun foregå på hospitalet

Desto bedre dine medarbejdere trives, desto bedre performer de.

Enhver rekruttering er intens. Først skal rollen beskrives og succeskriterier defineres. Derefter følger flere uger med publicering af jobopslag, screening af ansøgninger, afholdelse af jobsamtaler, indhentning af referencer og udarbejdelse af caseopgave før ansættelseskontrakten til fælles glæde kan underskrives.
Netop den fælles glæde ser vi, at flere virksomheder bliver bedre til at videreføre i et komplet onboardingforløb, der sørger for, at nyansættelsen kommer stærkt fra land.

Dog ser vi ofte i den næste fase, at selv dygtige og rutinerede ledere kobler ud og sætter medarbejderforholdet i frigear.

Det kan være livstruende for ansættelsesforholdet af både nyansatte medarbejdere og de garvede, for i sidste ende kan manglende involvering føre til endnu en rekruttering, som af både menneskelige og økonomiske årsager bør undgås.

Højest sandsynligt har en i din omgangskreds på et eller andet tidspunkt været indlagt. Det kan eksempelvis være i forbindelse med en kompliceret operation, som gør, at patienten skal blive på hospitalet til observation. Her går en læge regelmæssigt stuegang for løbende at tage bestik af patientens tilstand. Når personen i den hvide kittel iagttager sine patienter, praktiserer lægen nysgerrighed på fornemmeste vis, og netop de nysgerrige stuegangsbesøg holder lægen orienteret om status på patienterne, således hele afdelingen er gearet og klar til at handle på eventuelle faretruende problemer.

Læs også: Forventningsafstemning - hvorfor nu det? 

Når det kommer til ledelse, er listen lang, hvad angår kompetencer og krav, men på arbejdspladsen bliver du som leder ofte bedømt på to parametre. På den ene side i hvor høj grad du formår at indfri de opstillede KPI’er for forretningsområdet og på den anden side, hvor godt du evner at motivere og skabe en høj trivsel blandt dine medarbejdere.

En ofte uset kompetence, der skaber succes for begge parametre, er nysgerrighed – for engagerede medarbejdere skaber bedre resultater, og netop derfor bør du som leder lade dig inspirere af og tage lægens stuegang til dig.

I sportens verden kan det ses, hvordan nogle atleter blomstrer under en ærgerrig træner med store armbevægelser, mens andre atleter præsterer bedst under en mere diplomatisk træner. Uanset hvilken ledelsesstil du tror på og har valgt at committe dig til, vinder du ikke mange medarbejderes opbakning ved at suse igennem receptionen med kurs direkte mod dit kontor, hvorfra du praktiserer din ledelse uden at have den fjerneste idé om, hvad der foregår i maskinrummet.
Det kan sammenlignes med at holde køkkenhave. Vender du først ryggen til urtebedene et par lune forårsdage, er det lige så sikkert som amen i kirken, at du har ukrudt stående i knæhøjde.
Dine medarbejdere har brug for at se dig og mærke din tilstedeværelse, og derfor er det vigtigste, at du er synlig og nærværende. Kan du kombinere det med blot et my af nysgerrighed, vil du på både kort og langt sigt se bedre resultater.

Ved at tage temperaturen på dine medarbejdere dagligt er du altid med på beatet og opdateret på den enkelte medarbejders ve og vel.

Det betyder imellem tiden ikke, at du behøver at være best buddies med dine medarbejdere, men de har brug for at se dit engagement og føle sig anerkendt. Ved at tage en morgenrunde ved hvert enkelt kontorbord får du hurtigt et indtryk af, om en medarbejder er overbebyrdet. Det giver dig mulighed for at tage hånd om situationen. Måske opdager du, at en anden medarbejder har mulighed for at aflaste kollegaen og hjælpe til med at få opgaverne i mål inden deadlines og undgå en sygemelding på sigt.

Læs også: Hold afstand - bare ikke når det gælder ledelse og dialog

At være nysgerrig på dine medarbejdere – oftere end ved den årlige MUS-samtale og lønforhandling – har den fordel, at du giver dig plads til at spørge de enkelte medarbejder ind til, om vedkommende trives på arbejdspladsen med sine arbejdsopgaver. Skulle der være alarmsignaler får du allerede i et tidligt stadie mulighed for at reagere løsningsorienteret på kontroverser, inden de egentlig udvikler sig til virkelige problemer.
En daglig ”tjek ind runde”, hvor du tager temperaturen på dine medarbejdere er ikke en garanti mod opsigelser, men går du regelmæssig stuegangsbesøg, kommer de ikke som et granatchok for dig.

Ved at forholde dig nysgerrigt til dine medarbejdere har du endnu et redskab til at sikre dig, at medarbejderne har det godt, og du ved, hvad man siger om medarbejdere, der stortrives. De performer bedre, og hvilken leder vil ikke gerne have det?

Tilbage til oversigten